Da virussen Covid-19 ramte hele verden ændrede samfundet sig drastisk. Vi skulle holde afstand, spritte som aldrig før og nye arbejdsopgaver inden for det offentlige blev en realitet. Retningslinjer skulle overholdes, hvilket fik betydning for den pædagogiske praksis. Både børn, unge (med eller uden særlige behov), mennesker på bosteder, pædagoger, ledere og forældre gik en ny virkelighed i møde. Afstande skulle overholdes og skærpes, pauser blev for nogle pædagoger inddraget og det pædagogiske virke var som forandret. Det psykiske arbejdsmiljø for bl.a. pædagoger blev fejet af med, at vi alle i denne tid skal vise samfundssind og tage en ekstra tørn. Arbejdsmiljøet har stor betydning for arbejdsglæden og trivslen for personalet. I en tid med stor uvished og dertilhørende bekymringer, et større pres i form af nye arbejdsopgaver pålagt af Sundhedsstyrelsen og manglende pauser kan ikke undgå at påvirke den mentale sundhed og trivslen hos personalet. Et pres på den mentale sundhed kan både føre til stress, eller en tilstand hvori mentalisering og anerkendelse vanskeliggøres. På den måde berøres målgruppen og eventuelle forældre, da pædagoger som rollemodeller og via deres adfærd har stor indflydelse på den målgruppe de arbejder med. At arbejde med det psykiske arbejdsmiljø eller anerkendelse af pædagogers indsats (under Covid-19 og generelt) er både i pædagogers interesse, ledelsen og samfundet (da sygemeldte pædagoger koster dyrt for såvel en arbejdsplads, som kommunen) samt målgruppen og eventuelle forældre, da de mere direkte og indirekte også bliver berørt af pædagogers trivsel.
Comments